Anmeldelse af Sony Ericsson Xperia Active

af Kristoffer den 31.01.12

Så er det nyeste skud på stammen kommet i Sony Ericsson’s Xperia-serie; nemlig modellen Active.
Sony Ericsson har her haft modet til at forsøge sig med en tidligere fejlende mobiltype; nemlig en holdbar en af slagsen, der er ment til de aktive, håndværkerne og de klodsede, der ofte taber sin mobil.
Xperia Active bryder dog med de tidligere af disse mobiltyper, da den ikke har det samme uheldige udseende, men derimod har den et lækkert velkendt Xperia-design i lidt fancy farvekombinationer, hvor det desuden er muligt at tilkoble den til en keyhanger eller lignende.
Xperia Active er meget holdbar og hårdfør, og det er det altoverskyggende kendetegn ved denne mobil. Den er nemlig både støvtæt, men også vandtæt ned til 1 meter vand i 30 min., og den kan således betjenes med våde hænder også. Xperia Active er således skabt til en aktiv livsstil i det danske vejr, der jo er ganske omskifteligt.
Udover dens holdbarhed og hårdførhed, så lever Xperia Active også op til sit navn i forhold til hvorledes den kan benyttes i et aktivt liv. Xperia Active har nemlig fået tilført ANT+-teknologi, så man kan tilslutte en lang række helbreds- og fitnessprodukter helt uden kabler, f.eks. via det medfølgende iMapMyFitness+, hvor man kan tilslutte kompatible hjertemålere, skridtsensor, cykeludstyr m.m. og holde styr på ens træning, og de ruter man begiver sig ud på, samt på ens kost.
Udover de ovenstående karakteristika i forhold til andre mere ‘normale’ typer smartphones, så er Xperia Active også en smartphone ligesom de andre i forhold til mange af dens andre features. For eksempel, så har den bl.a. FM-radio og GPS. Men hvordan er dens kamera, som jo er en vigtig funktion for mange Android-brugere?
Kameraet kan tage billeder i 5MP ved 2592 x 1944pixels, og optage video ved 720p, altså i HD-kvalitet. Derudover der LED-blitz, hvis der skal tages billeder eller filmes under besværlige og knapt så gode lysforhold. Styringen af kameraet er den samme som ved Sony Ericssons andre Xperia-mobiler, så er man bekendt med disse er det meget ligetil. For den ikke så Sony Ericsson trænede, så er det at tage billeder og video, dog også forholdsvist simpelt og brugervenligt og de fleste funktioner er tilgængelige med et eller to tryk. Derudover indeholder kameraet også autofokus og face-detection, som er to meget nyttige funktioner, når der skal tages billeder, da de hjælper med at indstille fokus automatisk på de mest ønskede steder på billedet. Men der er også andre nyttige funktioner som f.eks. geo-tagging. Kameraet tager overordnet set helt fine billeder, om end de måske kan forekomme lidt vage i farverne. Alt i alt kan det altså siges at Xperia Active har et ganske udmærket kamera, med mange nyttige og brugbare funktioner.
Her til slut kan det altså siges, at Xperia Active indeholder mange brugbare funktioner, hvad enten disse er indre eller ydre, for den aktive bruger. Dog skal det lige nævnes, at som det vel nok største minus er dens skærmstørrelse, da denne ‘blot’ er på 3 tommer, og således for mange brugere kan virke en anelse for lille. Men kan man leve med skærmstørrelsen, så er der masser af gode funktioner ved Xperia Active, som er en glimrende smartphone, hvad enten man er aktiv eller ej!

Skriv en kommentar

Forrige indlæg:

Næste indlæg: